Anmeldelser

Anmeldelse af Malene Gruves bog: ”Alene du”. En bog om anorexi og angst.

 

 

Malene Gruve har skrevet en selvbiografisk bog om hvordan det har været at vokse op i en kærlighedsløs familie, hvor mor og især far har mishandlet hende både verbalt og fysisk. Forældrenes budskab har konsekvent været at Malene var forkert, hun var ikke pæn, havde grimme tykke runde kinder, var for tung og klodset.

 

Den lille Malenes liv blev en kamp for at vise forældrene, og efterhånden også sig selv, det modsatte: at hun var rigtig, at hun var noget værd; hun samlede på gode karakterer i skolen, positive udtalelser om hende fra andre, ville vise at hun ikke var tung og klodset. Hun opdagede hun kunne blive lettere ved at tabe sig og blive tyndere og tyndere. Jo højere karakterer hun fik i skolen, og jo lettere hun blev, jo mere værdifuld var hun som menneske-for første gang i sit liv følte hun glæden, indtil da havde alting jo været forkert, så der havde ikke været noget at glæde sig over.

 

Hun husker at hun som 5 årig havde set sig selv i et spejl og havde sagt til moderen, der stod ved siden af, at hun da syntes hun alligevel så meget sød ud. Herefter havde moderen skældt hende ud og sagt at sådanne noget siger man sandelig ikke om sig selv.

 

Som fjortenårig ser hun igen sig selv i spejlet og ser nu ikke en nuttet rundkindet pige, men en slank pæn halvvoksen pige og føler glæden og stoltheden over at det endeligt er lykkedes hende at blive rigtig.

 

Malene giver i bogen mange eksempler på forældrenes truende, destruktive og krænkende bemærkninger, for eks. gengiver hun ordret hvad faderen sagde en dag Malene ikke kunne finde sine hjemmesko: ”du får bank hvis hjemmeskoene er herinde hvor du siger du har ledt efter dem!” ud over de verbale tæsk bliver hun også slået i hovedet af både fader og moder når hun er ”forkert”.

 

Så Malene er ulykkelig og desperat, indelukket i det mareridt forældrene har anbragt hende i. Denne tilstand bliver i bogen beskrevet så livagtigt, at man som læser føler sig inde i Malenes krop - en så autentisk beskrivelse af livet som et truet og mishandlet barn er sjældent beskrevet før.

 

Således er bogen et værdifult vidnesbyrd om hvordan det er at være barn med et forældrepar der mishandler og mobber deres eget barn. Vi forstår hvordan man som barn identificerer sig med at være forkert (det forældre siger må jo være rigtigt) Barnet må ændre sig hvis det skal blive rigtigt, og hvis det skal gøre sig fortjent til forældrenes kærlighed.

 

Begona Alvarez

psykiater

 

 

 

 

 

Praktiserende psykolog cand. psyk. Helle Prip, om bogen ”Alene Du”

 

”Alene Du” er en bevægende og autentisk beretning om det at have anoreksi og angst. Det er en bog der er med at give en stemme til unge såvel som ældre der har det svært i livet. Det er en livsklog og levende

beretning om en svær, men også livgivende rejse i sindet. Bogen er skrevet flydende og sansende. Den

beretter om, hvordan et angst barn og senere ungt menneske kæmper med sin følelse af ikke at høre til

nogen steder. Det er en fascinerende psykologisk rejse om at finde sin egen vej igennem den oplevede

ensomhed og angst i barndomshjemmet. Den er en gave til alle der læser den, fordi den er så autentisk og på ægte poetisk vis skildrer de indre oplevelser i et ungt ulykkeligt menneske.

 

Bogen gør noget så sjældent som at give barnet stemme. Som psykolog finder jeg det både gribende og indsigtsgivende.

Bogen af Malene Gruve er et must for de større elever og studerende, der interesserer sig for den

menneskelige psykiske udvikling og sensitivitet. Skoleklasser, sygeplejestuderende og læger bør opleve bogens stemme, som tilhører en person med høj sensitivitet.

Illustrationerne malet af forfatteren udgør en særlig sanselig oplevelse - de fører læseren med tilbage i

erindringen i ekspressionistiske malerier.

Den rejse man oplever ved at læse bogen gør et uudsletteligt indtryk. Malene Gruve har et usædvanligt flair for at fortælle sin livshistorie. Hun evner at fortælle den på en bevægende, levende og flot måde. Den bidrager med både håb og indsigt. Derfor bør man tage sig tid til at læse hendes sommers linjer om anoreksi og angst.

 

Helle Prip.

 

 

Analyse ved cand.mag Mogens Jensen